Stadig problemer med 114

Sydøstjyllands Politi oplyser i dag til TV SYD, at de stadig har problemer med at modtage opkald på 114 samt på politiets hjemmesider via www.politi.dk.

Hvornår situationen bliver løst, ved politiet endnu ikke, men de oplyser, at TDC arbejder på sagen.

- Problemerne skyldes et nedbrud på hovedlinjen i Hvidovre, siger vagthavende ved Sydøstjyllands Politi, Lars Thomsen til TV SYD.

I de tilfælde, hvor man ikke kan komme igennem til politiet via 114, kan der alternativt rettes henvendelse på følgende telefonnummer: 72580956, oplyser politiet.

Anmeldelser af mere hastende karakter, herunder anmeldelser om igangværende indbrud, røveri, overfald og slagsmål, eller spirituskørsel og lignende kan fortsat foretages via telefon 112.