Stands svineriet i skoven

Nogle af os er lige glade og læsser affald og ragelse af i naturen. Det vil organisationen "Hold Danmark Rent" have standset. På søndag er det Skovens Dag, og der er kampagne seks steder i Syd og Sønderjylland.

Bevæbnet med lomme-askebægre og smarte "pocket bags" vil gæsterne på Skovens Dag på søndag den 9. maj kunne hjælpe sig selv til en renere og smukkere oplevelse på skovturen.

Det er organisationen "Hold Danmark Rent", som vil sætte fokus på glæden ved en ren skov ved i 24 skove landet over at uddele disse små "affalds-kits", som passer i lommen eller dametasken.

Stigende problem

98 procent af danskerne er enige om, at man ikke må smide affald fra sig i skoven. Alligevel siger 95 procent af skovejerne, at de har et stigende problem med affald.

Danskerne kommer ind imellem til at glemme deres egne gode hensigter, når de er på skovtur. Den adfærd vil "Hold Danmark Rent" gerne have ændret - og det begynder på Skovens Dag.

- Vi vil på dagen bede folk om at huske at tage alt det med ud af skoven igen, som de tog med ind. Det gælder også cigaretskod og ispinde, som folk nok ikke er opmærksomme på, at det tager naturen op til henholdsvis 5 og 10 år at nedbryde.

- Håbet er, at de så også får lyst til at se skoven endnu renere og tager det eventuelle affald med sig, som andre har efterladt, fortæller Anne Holm Hansen, direktør i "Hold Danmark Rent".

Vesselbo hjælper til

På Christiansborg har Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo også hørt om indsatsen, og han har tilbudt at trække i den gule trafikvest og være med til at fortælle om vigtigheden af et renere land uden henkastet affald. Han vil være at finde sammen med Anne Holm Hansen ved Skovens Dag arrangementet i Jægersborg Dyrehave.

- Jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på at holde skoven ren. Det er grunden til, at jeg giver en hånd med, og jeg håber, at vi kan få rigtig mange til at tænke over, hvordan vi behandler naturen, siger Eyvind Vesselbo.

Seks udflugtsmål

Her er de steder, der er kampagne på søndag:

Barritskov ved Vejle.

Sebberup Skov mellem Hedensted og Løsning.

Naturskolen Koutrupgård ved Tørring.

Ho Plantage nær Blåvand.

Hønning Plantage mellem Toftlund og Skærbæk.

Hjelm Skov ved Rødekro.

På Internettet er der oplysninger om Skovens Dag i hele landet. Link øverst i denne artikel.

link til Skovens Dag - Oplysninger om Hold Danmarks Rent-kampagnen