Stigende lastbiltrafik over grænsen

Nye grænsetællinger viser, at lastbiltrafikken over grænsen er tilbage på niveauet fra før finanskrisen.

Det er brancheforeningen International Transport Danmark (ITD), der laver grænsetællinger.

- Trafikken over grænsen stiger stille og roligt, og det tyder på, at eksporterhvervene og transportbranchen er inde i en positiv udvikling, siger Lone Niebuhr, analytiker hos ITD.

- Vi kan også se, at finanskrisen ikke har ændret tendensen til internationalisering af lastbilbranchen. Udenlandsk indregistrerede lastbiler med danske ejere står for en større og større del af kørslen, siger hun.

Lige mange danske og østeuropæiske lastbiler kørte ud og ind af Danmark i 2. kvartal 2011, nemlig 23 procent. 
De tysk indregistrerede lastbiler er stadig i overtal med 35 procent.

Men det ser knap så sort ud for den danske transportbranche, som disse tal umiddelbart viser.
For hver tredje lastbil over den sønderjyske grænse med tyske eller østeuropæiske nummerplader har en dansk ejer.

- Det er tydeligt, at flere og flere danske transportvirksomheder vælger at operere i flere europæiske lande, siger Poul Bruun, underdirektør i ITD.

- Vores særtællinger om bilernes ejerskab er en vigtig korrektion til et ellers temmelig deprimerende billede af en dansk godsvognmandsbranche, som er under voldsomt pres i markedet, siger han.

- Men samtidig er det selvfølgelig en overvejelse værd, hvorfor så mange danske transportvirksomheder vælger at have bilerne indregistreret i udlandet. Meget tyder på, at der er behov for at se kritisk på de rammebetingelser, der findes for at drive vognmandskørsel med dansk nummerplade ? hvor især de høje danske lønomkostninger falder i øjnene, siger Poul Bruun.