Stor interesse flytter stormøde

Søren Gade og landmænd kalder til stormøde i dag i Agerskov.

Interessen for et møde om randzoner er så stor, at arrangøren har måttet flytte mødet på grund af pladsmangel.
Det er Sønderjysk Landboforening, der har indkaldt til mødet, hvor Landbrug & Fødevarers nye direktør Søren Gade taler.
Mødet holdes nu i Agerskov Hallen.

- Vi har fået rigtig mange tilkendegivelser af, at mødet er relevant. Randzone-udmeldingen fra Fødevareministeren er ganske enkelt den dråbe, der har fået bægeret til at flyde over for mange landmænd, siger Christian Lund, formand for Landboforeningen.

- Det er der ikke noget at sige til, for randzoneloven er blot endnu et ryk på en lang glidebane, hvor initiativrige og dynamiske landmænd får indskrænket råderetten over deres jord, som de dyrt har købt for at leve op til harmonikravene i husdyrbekendtgørelsen, siger Christian Lund.