Stor interesse for ventetids-app

Overvældende interesse for ny applikation, der viser ventetider på skadestuerne i Region Syddanmark. På det første døgn er den endt på andenpladsen over de mest downloadede gratis apps.

Applikationen blev lanceret tirsdag, og interessen har været overvældende. Det er blandt andet den anden mest downloadede i Apples app-store under gratis apps.

Og de øvrige regioner har allerede henvendt sig.

- Jeg håber, at andre regioner følger trop og vi får skabt det her informationssystem, så borgere i hele landet kan få glæde af det her, siger Carl Holst.

Så lang tid skal du vente

De aktuelle ventetider viser, at patienter skal vente to-tre timer på Odense Universitetshospital og Kolding Skadestue, mens der på Svendborg Skadestue og Haderslev Skadeklinik er under en times ventetid.

Applikationen viser blandt andet også vej til den nærmeste skadestue og skadeklinik samt åbningstider og telefonnumre.

Regionen tager forbehold for, at større ulykker og elektroniske nedbrud kan betyde, at ventetiderne i sådanne situationer vil være misvisende.

Kortere ventetider

Og målet er at nedbringe køerne på skadestuerne, fortæller regionsformand Carl Holst (V).

- Vi tror på, at det giver kortere ventetider ved, at borgerne og patienterne bliver fordelt bedre, fordi de selv ønsker at køre derhen, hvor man kan komme til med det samme, siger han.

- Bor man mellem Kolding og Haderslev eller mellem Svendborg og Odense, så kan man vurdere, hvor det er bedst at tage hen for at undgå ventetid, siger Carl Holst.