Store besparelser i sydjyske kommuner

Det er ikke kun Haderslev Kommune, der må svinge den store sparekniv til næste års budget. Flere kommuner følger efter.

Det ser ikke så godt ud i de sydjyske kommuner. Og det inkluderer Haderslev.

Et netop overstået budgetseminar i Haderslev Kommune har slået fast, at kommunen skal spare 99 mio. kroner i 2011 og besparelserne skal nå hele 163 mio. kroner i 2012, hvis kommunen skal undgå et underskud på 468 mio. kroner i 2014.

Se hvor der spares

Men det er ikke kun Haderslev, der må spænde livremmen ind.

En rundringning foretaget af tvsyd.dk afslører, at op mod halvdelen af kommunerne i TV SYDs sendeområde planlægger at spare i 2011:

Billund Kommune: Skal i 2011 spare 25,5 mio. kroner, mens det tal skal øges til 39,3 mio. kroner i 2012.

Esbjerg Kommune: Skal finde besparelser på 150 mio. kroner, hvis ikke kommunen skal have et underskud på 500 mio. kroner i 2014.

Fredericia Kommune: Havde en sparerunde i foråret, og har derfor ikke planlagt nogen besparelser for 2011.

Hedensted Kommune: Besluttede allerede i juli at spare 80 mio. kroner på driften i kommunen.

Horsens Kommune: Har givet udvalgene besked på at holde sig inden for budgetrammerne, og regner derfor ikke med at skulle spare.

Kolding Kommune: Har allerede sparet 30 mio. kroner, og har derfor ikke behov for at spare yderligere.

Tønder Kommune: Var desværre ikke tilgængelige.

Sønderborg Kommune: Var desværre ikke tilgængelige.

Varde Kommune: Regner med at komme helskindet gennem 2011, men regner derefter med at spare 90-100 mio. kroner i 2012.

Vejen Kommune: Skal spare 50 mio. kroner.

Vejle Kommune: Har sat en besparelse på 135 mio. kroner til høring.