Store byttedag Passede gaven ikke? Her er byttereglerne

Efter julen kommer det store bytteræs, men hvordan er det lige med bonner, byttemærker og fragt?

Har du fået en blød pakke med hjemmestrikkede sokker af farmor, så er der nok ikke andet for end at smile og takke. Men hvordan er det så med gaver købt i butikker og på nettet, hvis nu størrelsen ikke var lige i øjet, eller du allerede har en elektrisk dejskraber?

Reglerne for fortrydelse og ombytning af varer afhænger af, om varen er købt på nettet eller i en fysisk butik.

På nettet

Du har altid 14 dages fortrydelsesret på gaver købt hos webbutikker i Danmark eller i resten af EU, men husk, at de 14 dage starter, fra pakken er modtaget med posten. Ikke hvornår den er åbnet. Mange butikker har dog forlænget fortrydelsesretten i forbindelse med julen.

 

Giver du webbutikken besked indenfor de 14 dage, har forretningen 14 dage fra din besked til at tilbagebetale dine penge. Webbutikken er som udgangspunkt ikke forpligtiget til at ombytte varen til en anden.

 

Fragten tilbage til webbutikken skal forbrugeren som udgangspunkt selv betale, hvis butikken har oplyst det på forhånd. Nogle webbutikker har også en gratis returordning.

 

Mange webbutikker giver mulighed for at afhente købte varer i deres fysiske butikker. Selvom varen er hentet i en fysisk butik, gælder reglerne for onlinehandel som udgangspunkt.

I butikken

Er din julegave købt i butikker, har du ikke nødvendigvis ret til at bytte eller fortryde varen. Det er forretningen selv, der bestemmer, om du kan og hvor længe.

 

Typisk er perioden, du kan bytte eller returnere varen, markeret på julegaven.

 

Nogle butikker kræver en bon, for at du kan bytte eller returnere din vare. Alternativt kan butikker tilbyde et tilgodebevis.

 

Tilgodebevis skal som udgangspunkt gælde i minimum tre år. Serviceydelser som frisørklipning eller oplevelser kan have en kortere gyldighed.

 

Fejl og mangler på en vare påvirker ikke din fortrydelses- eller bytteret. Afhængig af omfanget af fejlen eller manglen kan du kræve dine penge tilbage eller varen ombyttet inden for to år, men du skal have kvitteringen for at dokumentere købet.

Kilde: Forbrugerrådet TÆNK