Sushi-salget femdobles mellem jul og nytår

Julens fede mad er byttet ud med den sunde. Mange vælger at spise sushi i dagene mellem jul og nytår.

And, flæskesteg og brunede kartofler. Den fede julemad er blevet indtaget i store mængder i juledagene - og nu sukker danskerne efter en lidt mere fedtfattig diæt.

Og hele fem gange så meget sushi ryger i danskernes indkøbskurv mellem jul og nytår som til hverdag, viser tal fra Taste of Tokyo, der laver sushi til supermarkeder.

Ernæringsekspert Martin Kreutzer mener, at indtaget af rå fisk er et opgør mod julens fedt- og sukkerindtag og ikke nødvendigvis et forskud på nytårsforsættet om at leve sundere.

- Når vi vælger at skifte den fede julemad ud med sushi, er det et opgør mod den tunghed, som et stort indtag af fedt og sukker har skabt i kroppen. Vi har lyst til noget let og enkelt, som kan hjælpe os med at samle energi til nytårsaften, siger han i en pressemeddelelse.

Hele 170.000 danskere vælger at spise frisk sushi fra supermarkedet mellem jul og nytår. Det betyder, at Taste of Tokyo må femdoble leveringen til danske supermarkeder.

- Det er ret overvældende. Vi har været nødt til at kalde ekstra personale på arbejde for at følge med de mange ordrer, siger Anders P. Christensen, direktør og grundlægger af Taste of Tokyo.

At julemaden skiftet ud med rå fisk, er sket med hastig tempo de seneste år.
I 2002 spiste 20.000 danskere sushi købt i et supermarked ved nytårstid.
I 2005 var antallet firedoblet til 80.000 og i år tallet mere end ottedoblet på blot ti år.
Sushi er gået fra et være et københavnerfænomen til at blive hverdagsspise over hele landet, mener Martin Kreutzer og fortsætter:

- Samtidig er danskerne begyndt at gå mere op i sundhed, og derfor bliver traditionel, usund fastfood fravalgt til fordel for et sundere alternativ. Når man er træt af selv at stå i køkkenet, er det let at snuppe en bakke sushi fra køledisken.