TV der bevæger dig

Syd- og sønderjyder hænger digitalt bagefter: - Internet er en by i Rusland

15 % af syddanskerne er ikke tilmeldt Digital Post, og Region Syddanmark er den region, hvor de offentligt ansatte får flest personlige besøg, viser ny rapport.

Fingrene glider ikke så let over computertastaturet i Syd- og Sønderjylland. Arkivfoto. Foto: Colourbox

I Horsens holdes der kurser for ældre, hvor de kan lære at håndtere computere. Arkivfoto.

1 af 2

Når borgere skal kaldes til undersøgelse på sygehuset, eller de får deres forskudsopgørelse fra Skat, så skal der bruges ekstra meget papir til borgerne i Region Syddanmark.

Det viser en ny rapport fra Danmarks Statistik ved navn ”IT-anvendelse i befolkningen”. Rapporten kortlægger, hvor digitale danskerne er. Rapporten viser, at Region Syddanmark på en række udvalgte område er den region, hvor borgerne er mindst digitale.

Det går ad Pommern til med det der internet. Det er ligesom en by i Rusland.

Birgit Andersen, pensionist, Kruså.

Det fremgår blandt andet, at Region Syddanmark har den største andel af indbyggere, som ikke er tilmeldt digital post. Skal det offentlige i kontakt med 100 borgere fra Region Syddanmark, så er de nødt til at sende breve fysisk ud til 15 borgere, viser rapporten.

En by i Rusland

Det kender de ved Birgit Andersen og Bent Christensen i Kruså. De to pensionister har hver deres computer, og de har også internet. Alligevel er det svært for dem at finde ud af, siger de.

- Det går ad Pommern til med det der internet. Det er ligesom en by i Rusland, siger Birgit Andersen til TV SYD.

Birgit Andersen har derfor forsøgt at gå til kurser ved Ældresagen.

- Jeg kan jo sagtens i det øjeblik, jeg får det fortalt. Men så glemmer jeg det igen, når jeg kommer hjem, eller når jeg skal bruge det nogle dage efter. Det er rigtig svært at bruge computeren og især internettet, for jeg kan ikke engelsk. Og meget af det står jo på engelsk, siger Birgit Andersen.

Problemer med internettet er også årsagen til, at mange borgere fortsat vælger at møde personligt op, når de skal i kontakt med det offentlige.  Region Syddanmark er – sammen med Region Hovedstaden – den region, hvor de offentligt ansatte oftest får personligt besøg af borgerne.