Syddanmark blev hårdest ramt af krisen

Krisen ramte over hele landet i 2009 med fald i bruttonationalproduktet. Nedgangen var størst i Syddanmark.

Finanskrisen ramte bredt i hele Danmark i 2009. Alle regioner fik en tilbagegang i bruttonationalproduktet (BNP), viser tal fra Danmarks Statistik.

Det var sønderjyske arbejdspladser, der blev ramt hårdest. I Region Syddanmark faldt BNP med 7,7 procent. Mens faldet i Region Hovedstaden blev på 3,2 procent.

De regionale regnskaber viser, hvor meget der bliver produceret på arbejdspladserne - og ikke, hvor meget indbyggerne i de forskellige regioner tjener.

Det var ikke blot BNP, der blev ramt. Også investeringslysten fik et knæk i kriseåret 2009.

I Region Hovedstaden faldt investeringerne mest med 20 procent, mens den faldt mindst i Region Syddanmark med 11,3 procent, viser tallene.