Syddanmark har tabt sig tre ton

Siden nytår har i alt 900 deltaget i projektet Syddanmark i Bevægelse. De har samlet tabt sig 3000 kilo.

Siden nytår har 900 borgere fra Aabenraa, Tønder og Sønderborg pustet og svedt sig til en bedre livsstil og ikke mindst et vægttab.

De har deltaget i sundhedsprojektet Syddanmark i Bevægelse, der slutter her i den første uge i marts.

Her har deltagerne været delt op i hold på fire personer. 

Holdene har konkurreret om, hvem der kunne tabe flest kilo og så har deltagerne kunne støtte og motivere hinanden.

Hør en af deltagerne, Jesper Karlsfort, fortælle, hvad han har fået ud af projektet.

I de otte uger projektet har kørt, har de været mest flittige med motionen i Tønder.

Her har hver deltager i gennemsnit motioneret fem en halv time om ugen.

Det er de tre kommuner Tønder, Aabenraa og Sønderborg, der står bag sundhedsprojektet.

Sundhedskonsulent i Tønder Kommune, Louise Jensen, forklarer at projektet ikke kun er til gavn for borgerne, men også for kommunen.

- Borgerne får en kickstart til at sætte gang i deres livsstilsændringer. Så det var helt oplagt for os at støtte det. Vi håber jo, vi får sunde borgere ud på den anden side, siger Louise Jensen til TV SYD.