Sydjylland skal i front på konferencefronten

Hoteller og konferencesteder i Region Syddanmark går nu i samarbejde med regionens forsknings- og uddannelsesinstitutioner for at tiltrække flere nationale og internationale konferencer og kongresser til regionen.

Målet er klart ? nemlig at Sydjylland og Fyn inden for de kommende tre år skal have vippet Ålborg og Aarhus af pinden som landets næststørste konferencested efter København.

18 millioner kroner er der de næste tre år afsat til den nye strategi. Pengene skal anvendes til markedsføring og til at opbygge en funktion, der hjælper og servicerer potentielle værter for nationale og internationale konferencer og kongresser.

Målet er at øge hotellernes og konferencestedernes omsætning med omkring 90 mio. kr. over tre år svarende til 45.000 flere overnatninger.
Målet med den nye usædvanlige alliance er på den ene side at give et mærkbart løft til oplevelsesøkonomien og på den anden side at styrke forskningsinstitutionernes formidling og udveksling af ny viden med de internationale forskningsmiljøer og sætte fokus på Region Syddanmark som en væsentlig vidensregion.

Dyrere turister

Samarbejdet er konkretiseret i den nye strategi for erhvervsturismen, Inspiring Denmark, som er udarbejdet af regionens turistorganisation, Syddansk Turisme.

Der er omkring 140 hoteller og feriecentre i regionen, og 40 af de største indgår som partnere i samarbejdet, som også omfatter Region Syddanmark og 13 kommuner.

Sammenlagt har hotel- og konferencestederne omkring 10.000 senge, men i gennemsnit står ca. halvdelen af dem tomme året rundt. Der er således masser af ledig kapacitet, og det er den, som den nye erhvervsturisme strategi skal være med til at udfylde.

Målet er at øge hotellernes og konferencestedernes omsætning med omkring 90 mio. kr. over tre år svarende til 45.000 flere overnatninger.

Erhvervsturismen i Danmark andrager ca. 23. mia. kroner, og i Syddanmark repræsenterer erhvervsturismen i øjeblikket 1,6 mia. kroner. Døgnforbruget for en erhvervsturist i provinsen er på knap 2.000 kroner, mens det kun er ca. en tredjedel for en ?almindelig? turist.

Ambitiøst projekt

Samarbejdet har i øvrigt allerede resulteret i den første konference. Til maj næste år kommer hotel LEGOLAND og Billund Kommune til at danne ramme om konferencen ?Scandinavian Course on Urinary Stone Disease,?  en tre dage lang kongres om nyresten med deltagelse af omkring 100 læger, forskere og sygeplejesker fra hele Skandinavien.

- Det er nok det mest ambitiøse og mest lovende konkrete udviklingsinitiativ, som regionen har taget inden for erhvervsturismeudviklingen. Det er et eksempel på, hvorledes et fælles offentligt-privat samarbejde kan trække både viden og penge til regionen til gavn for vækst og beskæftigelse, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst.

Stort potentiale

Dr. med. professor, overlæge Kim Brøsen, Syddansk Universitet, vurderer, at der er et stort potentiale i det nye initiativ.

- Der ligger en enorm gevinst i, at kunne tiltrække flere videnskabelige kongresser til vores region. Det er en uvurderlig signalværdi om, at der findes et fagligt miljø, som har international gennemslagskraft, siger Kim Brøsen.

I beslutningen om placeringen af en kongres indgår også overvejelser om, hvorvidt de lokale fagpersoner er i stand til at organisere og gennemføre en sådan kongres.

- Og her vil vi i fremtiden stå langt stærkere takket være samarbejdet med Syddansk Turisme. Vi kommer aldrig til at kunne konkurrere med København, men vi vil have langt bedre muligheder for at tiltrække flere mindre og mellemstore internationale kongresser. Og Danmark er så lille, at det ikke kan være noget problem at komme til kongresserne enten via Billund eller Københavns Lufthavn i Kastrup, siger Kim Brøsen.