Sygeplejersker inviteret på jobdating

Arbejdsløsheden blandt de nyuddannede sygeplejersker er lige nu helt i bund. Derfor gør arbejdsgiverne hvad de kan for at tiltrække de bedste.

Nyuddannede sygeplejersker, der er på vej ud på jobmarkedet, er en eftertragtet vare. I Region Syddanmark er arbejdsløsheden nede under en procent. Derfor er der kamp om arbejdskraften.

80 sygeplejestuderende, der bliver færdiguddannet til februar, var derfor inviteret med på jobdating i Esbjerg.

Her fik de mulighed for at besøge flere forskellige arbejdsgivere, der har brug for ny arbejdskraft.

Lige nu er der 93 jobopslag i Region Syddanmark og 136 i Region Midtjylland, hvor der bliver søgt efter en sygeplejerske.