Syv anholdt: Guldbarre og jagtvåben beslaglagt i svindelsag

En aktion mod omfattende moms- og skattesvig har blandt betydet, at der er foretaget ransagninger i Sønderjylland.

I forbindelse med en række ransagninger over hele landet har politiet anholdt syv personer i alderen 30 til 48 år.

Det er Københavns Politi, SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet)  og Nationalt Cyber Crime Center, der har foretaget ransagninger i Sønderjylland, Lolland og i Københavnsområdet.

De anholdte er sigtet for grov moms- og skattesvig. De er foreløbigt sigtet for at have unddraget det offentlige for mellem 6 og 14 millioner kroner i en række selskaber i en større kædesvigssag.

En 44-årig mand er desuden anholdt og sigtet for hvidvask.

I forbindelse med sagen er der beslaglagt en guldbarre, jagtvåben, designmøbler, et stort kontantbeløb samt friværdien i en villa.

- Det er en omfattende sag om grov moms- og skattesvig, hvor vi efter længe tids efterforskning valgte at slå til her til morgen, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz fra Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet i en pressemeddelelse.

Politiet er stadig i gang med aktionen og kan derfor ikke kommentere yderligere på sagen på nuværende tidspunkt.