Tågefrit og tørt vejr skaber godt udsyn til nytårsraketterne

Når klokken i aften slår tolv, vil der være tørt i hele landet, og ingen skyer vil være i vejen, lover DMI.

Når 2017 bliver til 2018, kan du roligt tage beskyttelsesbrillerne på og kigge op mod himlen. Det bliver nemlig et rigtig fint raketvejr.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Marianne Patzer tidligt søndag morgen.

- Sent i aften vil det være tørt i hele landet. Det bliver allerede tørt i det jyske i løbet af eftermiddagen. Vi har en front med forbigående regn, og den slipper først den østligste del af landet i aften, siger hun.

- Men som sagt vil det være tørt i hele landet til midnat.

Ej heller er der udsigt til hverken tåge eller lavthængende skyer, som kan genere udsigten til raketterne, lover meteorologen.

- Som det ser ud lige nu, skulle det faktisk være til at se sine raketter, siger hun.

Og generelt vil vinden på årets sidste aften være let til frisk fra sydvest, lyder prognosen fra DMI.

- Men i Nordvestjylland kan den godt gå hen og blive hård. Og det samme ude ved kysterne, siger Marianne Patzer og tilføjer, at temperaturen vil ligge på omkring fem grader natten til mandag.

Ud på natten kommer der nogle byger og et vekslende skydække ind. Men det sker altså først, når raketterne er blevet skudt af til midnat.

- Der kommer nogle byger ind fra sydvest, men det bliver først midt på natten, siger meteorologen.

Samtidig varsler DMI et 1. januarvejr, der passer godt til at ligge på sofaen det meste af dagen.

- Det bliver skyet med en del byger og ret blæsende, så det er nok egentlig en meget god dag til at se lidt skihop i fjernsynet, eller hvad man nu ellers er tilhænger af, siger Marianne Patzer.

Ifølge DMI blev 2017 et vejrår til glemmebogen. Således blev året det niende vådeste i dansk vejrhistorie og det solfattigste siden 2000. Alene efteråret blev det vådeste siden 1984.