Tør søndag

Søndag bliver weekendens højdepunkt: Temperaturen stiger til 20 grader, og det holder tørt.

Mens kraftige byger har pjasket ned over hustagene rundt i landet de seneste døgn, ser weekenden ud til at blive knap så våd. Men badevejr er nok for meget at håbe på, lyder meldingen fra DMI.

- Nu har det været skidt meget længe, hvor især torsdag var en rigtig møgdag med en masse kraftige byger. Det er overstået med det. Der kan komme byger, men der kommer også sol forbi, siger vagtchef Jørn Thomsen fra DMI.

- Alt i alt er det en lille pil opad, men vi går ikke fra dårligt vejr og til decideret sommervejr, tilføjer han.

Weekendens få regnbyger falder især fredag og lørdag, mens danskerne ser ud til at slippe for dråberne om søndagen.

- Man skal være virkelig uheldig for at få en byge søndag. Men det bliver et vekslende vejr. Mange steder er det klart i morgentimerne, og så vokser der skyer på himlen i løbet af dagen, fortæller Jørn Thomsen.

Ligesom med regnbygerne aftager vinden også i løbet af weekenden. Fredag raser blæsten især ved vestkysten, hvor der i aftentimerne kan komme kuling.

Temperaturerne sniger sig op på 18 grader fredag og lørdag, hvor weekendens afslutning ser lidt lunere ud.

- Med lidt held kan vi godt nå de 20 grader på søndag, siger vagtchefen.
Og varmen fortsætter ind i starten af næste uge. Mandag drejer vinden om i sydvest, og det betyder lunere vinde med en del solskinstimer.

- Jeg kan ikke love noget stabilt sommervejr med højtryk, men der er varmere vejr i næste uge. Det kan blive 23 grader tirsdag, fortæller Jørn Thomsen.