Trods kritik af plakat-svineri: Politikere forsvarer valgplakater

Valgplakater er en vigtig del af demokratiet. Det siger MF'ere i dag efter kritik på Facebook af, af at plastic-strips er efterladt i træer og lygtepæle.

Valgplakaterne fra folketingsvalget er på vej ned, men – som TV SYD har fortalt i dag – så er det ikke alle de plastic-strips, plakaterne er sat op med, der også bliver taget ned igen. På sin tur rundt i regionen i dag, mødte TV SYD’s fotograf glemte plastic-strips i både træer og lygtepæle.

Det er en historie, der har fået facebook-brugere til at reagere med krav om, at valgplakater droppes helt:

"De skal slet ikke hænges op. Rent ressourcespild og gavner ikke en meter", skriver en facebook-bruger i et opslag på TV SYD’s facebookside, mens andre kalder plakater og strips ”miljøsvineri” og ”spild af penge og ressourcer”.

 

 
 
Foto: Facebook

Ikke noget at rafle om: De skal ned!

Tre folketingsmedlemmer, TV SYD har talt med i dag, giver folk helt ret i, at stripsene skal ned. Men plakaterne vil de fleste ikke af med.

- Jo, stripsene skal ned, og det tror jeg også, mine frivillige sørger for, at de kommer, siger det nyvalgte folketingsmedlem, Christoffer Aagaard Melson (V), til TV SYD.

- Men jeg har det sådan, at demokratiet også er enormt vigtigt, og det man kan gøre for at gøre opmærksom på, at folk skal sætte sig ind i, hvem vi er, og hvad vi står for, og hvordan det land, de lever i, fremadrettet skal ledes, det synes jeg jo også er vigtigt. Vi har brug for, at flere engagerer sig i stedet for færre, siger Christoffer Aagaard Melson.

Samme holdning har Jesper Petersen (S).

- Der er ikke noget at rafle om. De strips skal jo væk. Så kort kan det siges, siger han til TV SYD.

quote

Demokratiet også er enormt vigtigt, og det man kan gøre for at gøre opmærksom på, at folk skal sætte sig ind i, hvem vi er, og hvad vi står for, og hvordan det land, de lever i, fremadrettet skal ledes, det synes jeg jo også er vigtigt.

Christoffer Aagaard Melson, MF, Venstre

Men valgplakaterne er og bliver en del af valgkampen:

Det vil de blive ved med at være, for at partierne kan få vist hvilke kandidater, der er på stemmesedlen og komme ud med budskaber nogle gange. Men man skylder selvfølgelig at overholde reglerne og få både plakater og strips ned.

Effektive plakater

Jesper Petersen peger på, at mange virksomheder er villige til at betale meget store beløb for at hænge plakater op på udendørs placeringer.

- Det er jo fordi, det er en effektiv måde at få vist sit parti, sin kandidat og sit budskab på. De vil blive ved med at være der. Det er jeg overbevist om, siger Jesper Petersen til TV SYD.

Vil gerne droppe plakater

Kun SF’s Karina Lorentzen er med på helt at droppe – eller i hvert fald sætte loft på antallet af valgplakater.

- Jeg så meget gerne en ordning, hvor vi reducerer antallet eller afskaffer dem helt. I princippet synes jeg, vi burde af med dem, fordi det jo er noget ressourcespild, siger Karina Lorentzen til TV SYD.

quote

Jeg så meget gerne en ordning, hvor vi reducerer antallet eller afskaffer dem helt.

Karina Lorentzen, MF, SF

Hun er dog ikke parat til at gå enegang i bestræbelserne på at spare miljøet for den belastning, plakater og strips udgør:

- Vi synes som parti, det er svært at være de eneste, der ikke hænger plakater op. Og jeg tror også at Alternativet – som ikke hængte nogen op ved kommunalvalget – måtte sande, at det kostede på synligheden.

Selv har hun som kandidat genbrugt valgplakater fra folketingsvalget i 2015 og kommunalvalget i 2017.

Spild af mine skattepenge

En af facebookbrugerne mener, man hellere skulle give de penge, der bruges på valgplakater til de ”værdigt trængende”

En facebook-bruger mener, pengene til valgplakater kan bruges bedre.
En facebook-bruger mener, pengene til valgplakater kan bruges bedre.
Foto: Facebook

Men politikerne mener ikke, det ene behøver udelukke det andet:

- Vi har en ordning i Danmark, hvor vi har besluttet at støtte partierne, fordi de er en helt central del af hvordan, vores folkestyre fungerer, og for at give alle partier – også dem,der ikke kan rejse store sponsorater selv - mulighed for at drive deres parti og markere sig. Jeg synes det er sundt, man gør det i et demokrati. Det udelukker ikke, at man har en god socialpolitik, siger Jesper Petersen.