Turisterne kører efter solen

Det varme, tørre vejr får turister til at strømme til campingpladserne. Besøgstallet på nogle pladser ligger op til 20 procent højere end sidste år i juli.

Juelsminde Strand Camping havde fem procent flere gæster i juni, og i den seneste uge steg det til 20 procent. Tendensen er den samme på en lang række andre pladser.

Tilstrømningen til campingpladserne kommer efter to magre år, da regnen silede i juli.

Den pludselige tilstrømning til campingpladserne tyder på, at mange turister vælger feriemål i sidste øjeblik.

Som de siger på campingpladserne: - Når solen kommer, kommer folk også.

På en plads som Juelsminde Strand Camping er det kun 20 procent af turisterne, der er udlændinge.

Året begyndte sløvt for de fleste campingpladser. I Region Syddanmark faldt antallet af overnatninger i maj med 7,3 procent til 496.677 i forhold til sidste år.