Tyve går efter dyre havemøbler

Danskerne har fået råd til dyrere møbler - også til haven - og det tiltrækker tyveknægtene. Tyvene går i stigende grad efter dyre havemøbler og kostbare grills.

Tidligere blev der sjældent stjålet havemøbler, men i takt med velstanden er havestolene også blevet tyve-objekter.

-  I gamle dage, da alle havde hvide plastikstole i haven, var der ingen, der løb med dem. Men i dag køber folk dyre havemøbler og udendørs PH-lamper. Det gør tyvenes arbejde endnu lettere. De behøver ikke engang bryde ind i huset, siger Regitta Vang Møller Kjær, Topdanmarks butik i Kolding.

Bruger flere penge

Statistikken siger, at danskerne bruger 60 pct. mere på møbler og boligudstyr i forhold til 1993. Og dyre designer-stole er blandt
tyvenes favoritter, viser Topdanmarks tal.

- På blot tre år har vi oplevet mere end en fordobling af antallet af anmeldelser om stjålne møbler. Og det er især de dyre designermøbler, tyvene går efter. PH lamper og Arne Jacobsens 7?erstol er blandt tyvenes favoritter. De er lette at tage under armen og lette at omsætte som de klassikere, de er, noterer Regitta Vang Møller Kjær.

- Danskernes købsmønster og forbrugsvaner har en tydelig afsmitning på de anmeldelser, vi får. Med dyre vaner følger også tyvetække.

Danskerne fylder i dag ikke blot deres hjem, og sommerhus med lækre møbler. De bruger også flere penge på indretningen af haven.
Topdanmark har modtaget de første anmeldelser om tyveri af havemøbler. Noget, selskabet stort set ikke oplevede tidligere.

Still møbler og grillen væk

Derfor opfordrer forsikringsselskabet til at stille havemøblerne - og den dyre Weber-grill - væk, når de ikke bruges.

-  Og så er det en god idé at installere tænd- og sluklamper i haven, så tyvene i det mindste ikke uforstyrret kan afinstallere den dyre udendørs PH lampe.

Og så gør selskabet opmærksom på, at tyvene ofte kommer tilbage, når de har ribbet et hus for de dyre møbler - inde og ude.

Tyvene kommer igen

- Vi oplever ofte, at folk med dyre møbler får gentagende indbrud, fordi tyven godt ved, at de formentlig vil anskaffe sig PH lampen eller designerstolen igen. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at man overhovedet er nødt til at gøre sig sådanne overvejelser, men virkeligheden viser os, at man desværre ikke kan være sikker på at have sine ting i fred, siger Regitta Vang Møller Kjær.

Gode råd mod indbrud

Lås alle døre og vinduer samt garage og udhus forsvarligt
Lås dyre havemøbler, grillen, værktøj og haveredskaber inde, når du ikke bruger dem
Brug tænd- og sluklamper i huset og i haven
Lås gerne stigen fast, så tyven ikke kan få glæde af den
Opbevar dine penge i banken
Mærk dine værdigenstande med en graveringspen. Sæt et klistermærke op uden for døren, der viser, at du er med i ?Operation Mærkning?
Tag billeder af dine ting og gem kvitteringer
Overvej at investere i en tyverialarm
Sørg for at huset ser beboet ud, hvis du er væk i flere dage