Tyverier af lastbiler "et kæmpeproblem"

"Et kæmpeproblem for vognmandsbranchen", siger formand for ITD, International Transport Danmark, om tyverierne af lalstbiler.

Det stadig stigende antal lastbiler, der bliver tyvstjålet, volder selvsagt ejerne - vognmændene - store problemer.
- Ud over irritationsmomentet betyder det højere forsikringspræmier, kæmpe udgifter til sikring og store værdier, der går tabt, når en fyldt lastbiltrailer forsvinder, siger Mogens Therkelsen, formand for brancheforeningen International Transport Danmark, ITD.

Specielt Padborg, der huser Danmarks største transportcenter, er en magnet for tyvene. Her er der om tre uger indkaldt til stormøde om problemet. Her vil virksomheder, politi og forsikringsbranche følge op på nogle af de initiativer, der blev sat i værk efter et lignende stormøde for et år siden.