Ubehageligt brev fra politiet venter 47 bilister

47 bilister kan se frem til at modtage et ubehageligt brev fra politiet. De har nemlig alle kørt så stærkt, at de risikerer at miste kørekortet.

Det er ikke almindeligt, at politiet på bare 50 minutter udsteder en betinget frakendelse af kørekortet i minuttet.

Men ikke desto mindre er det netop det, Syd- og Sønderjyllands Politi har gjort på den sydjyske motorvej onsdag middag.

På under en time blitzede politiet 218 bilister - og af dem kan 47 se frem til at modtage en betinget frakendelse af kørekortet med posten i den nærmeste fremtid.

- Når vi har taget så mange i dag, så er det fordi, der på strækningen blev holdt en kontrol af lastbiler, og derfor var der skiltning med en fartgrænse på 50 km i timen. Vi ved af erfaring, at det skilt respekterer de almindelige bilister ikke, siger leder af færdselspolitiet i Syd og Sønderjylland, Knud Reinholdt til TV SYD.

quote

Vi ved af erfaring, at det skilt respekterer de almindelige bilister ikke.

Knud Reinholdt, leder af færdselspolitiet, Syd- og Sønderjyllands Politi

Der er også en anden grund til, at politiet på bare 50 minutter kunne skrive hele 218 rapporter.

- Der er skærpede regler ved vejarbejde, og den her afmærkning, hvor der var sat blink og kegler op, den tæller som vejarbejde, forklarer Knud Reinholdt.

Konkret betyder de skærpede regler, at hvor bilister normalt skal køre 60% over den tilladte hastighed, før det fører til en betinget frakendelse af kørekortet, så falder den grænse til 40% på strækninger med vejarbejde.

Dvs. at når hastighedsgrænsen er 50 km/t så skal man blot køre 70 km/t, før man får en betinget frakendelse af kørekortet.

De mange bilister, der gik i politiets fælde, har nu tre måneder til at tage en kontrollerende køreprøve. Hvis  ikke de har bestået en køreprøve inden de tre måneder er gået, så ryger kortet.

 

Regler om hastighed

I en almindelig personbil må du køre 50 km/t i byerne, 80 km/t på landevej og 130 km/t på motorvej.
Man skal altid følge skiltning og køre efter forholdene.

Klip i kortet gives ved en overskridelse af den tilladte hastighed mellem 30% og 60%
Hvis fartgrænsen er 50 km/t får du altså et klip i kortet, hvis du kører over 66 km/t.
Hvis fartgrænsen er 80 km/t får du et klip, hvis du kører over 105 km/t.

Betinget frakendelse af kortet sker ved en overskridelse på mellem 61% og 100% eller fart over 160 km/t.
Hvis fartgrænsen er 50 km/t får du en betinget frakendelse, hvis du kører over 80 km/t.
Hvis fartgrænsen er 80 km/t får du en betinget frakendelse, hvis du kører over 128 km/t.
Hvis fartgrænsen er 130 km/t får du en betinget frakendelse, hvis du kører over 159 km/t.

Ubetinget frakendelse af kortet sker ved en overskridelse af den tilladte hastighed på over100% eller over 200 km/t.
Hvis fartgrænsen er 50 km/t mister du kortet, hvis du kører over 100 km/t.
Hvis fartgrænsen er 80 km/t mister du kortet, hvis du kører over 161 km/t.
Hvis fartgrænsen er 130 km/t mister du kortet, hvis du kører over 200 km/t.

Der er særlige regler ved vejarbejde.
Det betyder at du ved vejarbejde får frakendt kørekortet betinget, hvis du kører mere end 40% hurtigere end du må.