Unge: Forældrene må sætte grænser for os

Forældre skal være bedre til at sætte grænser. Sådan lyder opfordringen fra gymnasie-unge i Vejle efter sagen om deling af sexvideo på nettet.

Selv om det kan virke ganske uskyldigt, når der klikkes et par gange på Facebook, så kan det have store konsekvenser, når unge deler oplevelser på sociale medier. 

En video med seksuelt indhold af 15-årige er blevet delt af mere end 1000 børn og unge over hele landet. Unge i alderen 15 til omkring 20 år har delt videoen på Facebook, og de risikerer nu at blive dømt for at have delt børneporno. Det har også fået konsekvenser for 85 unge fra Syd- og Sønderjylland, der alle er blevet sigtet i sagen.

TV SYD talte i dag med elever i 3.g på Rødkilde Gymnasium. Ingen af dem har delt sexvideoen, men de er enige om, at det er svært at vide, hvor grænsen går.

- Jeg må ærligt indrømme, at jeg er ikke helt sikker på, hvad reglerne er. Og nu her, når sådan en sag bliver belyst, så kan man da godt komme i tvivl, om man selv har delt noget, der egentlig er ulovligt, siger Freja Dyring
3.g.

Marcus Andersen Lau, 3.g, er enig. 

- Hvis jeg måske var et sted, hvor jeg ikke havde fået det at vide, i hjemmet eller på en skole eller sådan noget, så tror jeg, det kunne ske for alle, siger han.

På Rødkilde Gymnasium tror eleverne, at mere oplysning er vejen frem. Og det er især forældrene, der skal blive bedre til at tage ansvar.

- Det handler enormt meget om forældrene, og at de lærer deres børn, hvor grænsen går, og at man ikke lige deler intime fotos eller videoer af andre, mener Sofie Rousing, 3.g.