Usædvanligt fænomen på himlen får museum til at åbne midt om natten

En total måneformørkelse er denne vinters store astronomiske oplevelse.

Normalt er der lukket om mandagen på Museet Gram Lergrav i Gram. Og de dage museet har åbent, slår man først dørene op klokken 13.

Men i nat åbner museet helt ekstraordinært og helt usædvanligt tidligt.

For i nat kan man se en såkaldt blodmåne; en rød måne. Og det tilbyder museet, at gæster kan opleve gennem museets kikkerter.

quote

Der går over seks år, inden det sker igen.

Lars Petersen, formidlingschef ved museet Gram Lergrav. 

- Vi håber meget på, at det bliver klart vejr, eller at man kan se blodmånen gennem skyerne. Men uanset hvad, så åbner vi dørene klokken 04.30, hvor folk er meget velkomne, siger museumsformidler Lars Petersen. 

I Moder Jords skygge

Den totale måneformørkelse er denne vinters store astronomiske oplevelse. Den kaldes blodmåne, fordi Månen i et kort tidsrum vil se kobberfarvet eller endda mørkerød ud. Det skyldes, at en større og større del af den fra klokken 04.34 dækkes af Jordens skygge. 

I godt en time mellem klokken 05.41 og 06.43 er der total måneformørkelse, og klokken 07.51 er Månen så helt oplyst igen på normal vis. 

- Det så vi senest i juli sidste år. Men der går over seks år, inden det sker igen, forklarer Lars Petersen med henvisning til, at der først er blodmåne igen i september 2025. 

Kig mod vest

Under formørkelsen befinder Månen sig mod vest, og til sidst er den tæt på at gå ned, så man skal gerne have frit udsyn til horisonten for at se den. 

- Hos os kan man se himmelen uden at blive generet af baggrundslys. Vi har ét større teleskop og et par mindre kikkerter, som man kigge igennem, siger Lars Petersen, som er klar til at forklare og svare på spørgsmål. 

Send os dine billeder af blodmånen

Hvis du tager billeder af blodmånen, vil vi meget gerne se dem. Og måske vise dem her på tvsyd.dk eller i fjernsynet. Send os dine billeder på: tvsyd@tvsyd.dk