Varm og solrig weekend på vej

Find badetøjet frem: Weekenden byder det meste af tiden på masser af solskin og høje temperaturer. Op til 30 graders varme.

- Weekenden bliver perfekt for solbadere og vandhunde, siger vagtchef Mogens Rønnebek fra DMI.

- Vandtemperaturerne er mange steder oppe på 18 til 20 grader ved kysterne, og med udsigt til mellem 23 og 28 grader i luften kan en dukkert være forfriskende.

Sønderjysk varme

- I Sønderjylland kan vi måske komme op på 30 grader om lørdagen, siger vagtchefen.

Varm luft strømmer i løbet af weekenden ind over landet fra sydlige retninger, og det giver tørt vejr og solstråler det meste af tiden.

Nogen regulær hedebølge bliver det dog næppe til. Hvis vi skal nå de højder, kræver det nemlig, at temperaturen overstiger 28 grader i halvdelen af landet, og det skal stå på i tre dage i træk.

Lummert

En front med regn kan komme til at drille lidt først på lørdagen, hvor især den nordlige del af Jylland kan få perioder med flere skyer og lidt regn.

- Efterhånden som weekenden skrider frem, trækker mere fugtig luft ind over landet fra Nordsøen, og vi kommer formentlig til at opleve kombinationen af varme og fugt som lummert vejr.

- Natten til mandag kan det også ende med regn eller tordenbyger, fortæller vagtchefen.

Tropenat

Nætterne bliver generelt meget lune, og der er også chancer for, at nattetimerne minder om sydligere himmelstrøg.

- Temperaturen falder om natten generelt til mellem 13 og 18 grader, men natten til søndag kan temperaturen enkelte steder ende med ikke at komme under 20 grader.

- Hvis det sker, får vi det, man kalder en tropenat, forklarer Mogens Rønnebek, som vurderer, at chancerne er størst i den sydøstlige del af landet.

Vinden bliver kun svag til jævn fra syd og sydvest, og i løbet af weekenden drejer den over i vest.

- Når luften står næsten stille, forstærkes fornemmelsen af lummert vejr om dagen, og om natten er der risiko for dis- eller tågedannelse, siger vagtchefen.S