Venstre i Region Syddanmark bakker op om Ellen Trane som næstformand

Ellen Trane Nørby møder opbakning fra Venstre i Region Syddanmark. Det står klart, efter at formanden Leif Krarup støtter op om hende frem for Inger Støjberg.

Mandag meldte Ellen Trane Nørby sig som kandidat til posten som næstformand i partiet Venstre. Hendes kandidatur møder opbakning i hendes bagland i Region Syddanmark. Formanden for Venstre i Region Syddanmark, Leif Krarup, er glad for, at Ellen Trane Nørby stiller op. For han bakker nemlig op om hende frem for Inger Støjberg.

- Jeg støtter Ellen Trane. Jeg tror, hun vil være god til at skabe sammenhæng mellem de forskellige led i Venstre, så al politik ikke bliver afgjort i Folketinget. Jeg tror, at hun kan være med til at forbedre dialogen fra lokalforeninger op til kommunalt plan, regioner og til Folketinget i sidste ende, siger Leif Krarup, der er formand for Venstre i Region Syddanmark.

quote

Vi har brug for en, der kan samle os igen og få styrket dialogen, og det tror jeg, Ellen kan

Leif Krarup, formand, Venstre, Region Syddanmark

Det er netop det politiske arbejde i regionerne, som Leif Krarup især lægger vægt på.

- Jeg tror, hun har lært noget af den regionsdebat, vi havde i foråret. De forskellige led kørte lidt skævt af hinanden. Vi har brug for en, der kan samle os igen og få styrket dialogen, og det tror jeg, Ellen kan.

God balance mellem Ellemann og Trane

Hvis Ellen Trane Nørby sætter sig i stolen som næstformand ved siden af Jakob Ellemann-Jensen som formand, så står Venstre med en god kombination, mener Leif Krarup.

- Jeg synes, det er godt, at der både er en geografisk og en kønsmæssig balance. Jeg tror, de supplerer hinanden godt, siger Leif Krarup.

Varde-formand: Vi har store forventninger til en næstformand

Også rundt omkring i den syddanske region møder Ellen Trane Nørby opbakning, fordi der bliver tale om et kampvalg frem for en situation, hvor partiet får en næstformand uden valg. Lotte Højmark Tang, der er kommuneforeningsformand for Venstre i Varde, fortæller, at partiet har store forventninger til en kommende næstformand.

- Vi ser gerne et team, der samler partiet. En kommende næstformand skal sikre, at vi involverer baglandet, og vedkommende skal sikre, at vores politik har fokus på både land og by, siger Lotte Højmark Tang.

Opfordret til at stille op

Ellen Trane Nørby er blevet opfordret til at stille op. Det er i hvert fald det indtryk, som nogle af kommuneforeningsformændene i den syddanske region har.

-Jeg tror, hun gør det på opfordring. Internt har vi talt om, at der skal komme flere kandidater, så vi får et demokratisk valg, siger Lotte Højmark Tang.

quote

Jeg tror, hun gør det på opfordring. Internt har vi talt om, at der skal komme flere kandidater, så vi får et demokratisk valg

Lotte Højmark Tang, kommuneforeningsformand, Venstre, Varde

Venstres formand i Vejen deler det indtryk.

-Jeg tror, det er på opfordring. Hun har en baggrund, der gør hende til en mulighed for posten, siger Jan Møller Pedersen, der er kommuneforeningsformand i Vejen.

En markant kandidat

Jan Møller Pedersen mener, at Ellen Trane Nørby står stærkt som kandidat, fordi hun er så markant i sine holdninger.

- Ellen Trane har været meget markant i tonen om regionerne, og det samler nok ikke altid et parti. Men hun er inde i nogle ting som sundhed og uddannelse, og hun har erfaring som minister. Jeg tror, at hun sagtens kan fylde rollen ud, siger Jan Møller Pedersen.

Venstre i Region Syddanmark møder alle kandidater på et møde den 19. september i Bramdrupdam. Mødet finder sted inden det ekstraordinære landsmøde den 21. september i MCH Herning Kongrescenter.

Hvem støtter hvem som næstformand?

De støtter Ellen Trane Nørby som næstformand:

  • Jan E. Jørgensen, EU-ordfører
  • Leif Krarup, formand for Venstre i Region Syddanmark
  • Bo Madsen, formand for Venstre i Region Hovedstaden
  • Asger Christensen, europaparlamentariker for Venstre
  • Bertel Haarder, folketingsmedlem for Venstre

 

De støtter Inger Støjberg som næstformand:

  • Karsten Lauritzen, forsvarsordfører og tidligere skatteminister
  • Sophie Løhde, næstformand for Venstres folketingsgruppe
  • Marcus Knuth, folketingsmedlem
  • Michael Aastrup Jensen, folketingsmedlem
  • Carsten Kissmeyer, folketingsmedlem
  • Erling Bonnesen, folketingsmedlem
  • Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem

Kilde: Ritzau