Venstreborgmestre: Staten skal støtte boligkøb på landet

Landdistrikternes Fællesråd foreslår, at staten støtter boligkøbere i yderområderne. God idé, mener flere syd- og sønderjyske Venstre-borgmestre.

Venstre sagde sidste år nej til et forslag fra SF om at oprette et særligt realkreditinstitut, der skal gøre det nemmere at låne penge til at købe boliger og erhvervsejendomme i yderområderne. Nu har Landdistrikternes Fællesråd stillet et lignede forslag, og flere Venstre-borgmestre bakker op om forslaget.

Venstre-borgmester i Aabenraa, Thomas Andresen er klar over, at han går imod partitoppens holdning ved at støtte forslaget. - Jeg er godt nok Venstre-borgmester, men jeg er borgmester først, og skal varetage min kommunes interesser, siger Thomas Andresen tirsdag til TV SYD.

Og ifølge Thomas Andresen, så kalder situationen nu på handling. - Vi er nået dertil, hvor boligejere i yderområderne er stavnsbundet, fordi nye købere ikke kan få lov at låne penge, men får at vide at de skal finde en bolig tættere på byen. Jeg kalder det postnummerdiskrimination, siger Thomas Andresen til TV SYD.

Thomas Andresen får støtte af andre Venstre-borgmestre i Syd- og Sønderjylland. En af dem er borgmester i Varde, Erik Buhl, der oplever, at virksomheder har svært ved at låne til udvidelser eller generationsskifte, hvis de ligger i yderområderne. - Der skal helt klart gøres noget. Folk der vil lægge virksomheder på landet, får at vide, at de kun kan låne penge, hvis de flytter virksomheden ind til byen. Der skal findes en løsning, siger Erik Buhl til TV SYD.

Også Venstre-borgmester i Haderslev, Hans Peter Geil mener, der bør gøres noget, men tror ikke, der kan skaffes nok opbakning til at stifte et realkreditinstitut med speciale i yderområder. - Jeg er tilhænger af forslaget, men mener ikke, det er realistisk. I stedet bør man anbefale bankerne at sænke det krav om rådighedsbeløb de stiller til folk på landet, siger Hans Peter Geil til TV SYD.

I alle tilfælde haster det med en løsning mener Aabenraas borgmester Thomas Andresen. - Når kreditforeningerne ikke vil låne penge ud, så kommer vi i en ond spiral. Der skal gøres noget, og her sætter jeg altså realpolitik over ideologi, slår Thomas Andresen fast

Sådan ser Landdistrikternes Fællesråds forslag ud:

  •  Der skal etableres et nyt realkreditselskab rettet mod landdistrikter og yderområder, med særlige beføjelser i forhold til realkreditlovgivningen. Realkreditselskabet skal samarbejde med alle pengeinstitutter om at tilbyde realkreditlån i landdistrikter og yderområder.
     
  •  Staten skal ikke garantere for det nystiftede realkreditselskab
     
  •  Staten skal til gengæld om nødvendigt investere i de udstedte obligationer, hvilket vil stimulere kursdannelser og renteniveauet på obligationerne og dermed lånene.

Alternativt skal der:
 
  • Etableres en form for ’landdistriktslån/obligation’ hvor kreditforeninger skal tilbyde lån mod til gengæld at kunne opkræve en højere bidragssats hos låntagerne.
     
  • Opkræves en marginal bidragssats hos alle landets låntagere til en fond som skal bidrage til at sikre realkreditlångivning i hele landet.
  •  
Kilde: Landdistrikternes Fællesråd