Verdensholdet tog Vojens med storm

DGIs verdenshold begejstrede onsdag aften en stop-fyldt ishockey-arena i Vojens.

- Der var alt, hvad der kunne proppes ind i hallen  - nemlig 3500 tilskuere, som skabte en strålende ramme for gymnasterne, siger Johannes Bjerre, der er manager for DGIs verdenshold.

Til ishockey kan den nye arena i Vojens rumme næsten 5.000 tilskuere - men til verdensholdets show var ståpladserne erstattet med en mobil tribune.

Verdensholdets opvisning i aftes var første gang den nye arena blev brugt til andet end ishockey - og det blev succes.

Verdensholdet slutter i Esbjerg

Søndag den 26. juni afslutter verdensholdet deres Danmarksturne på Blue Water Arena i Esbjerg.

Holdets optræden på Blue Water Arena bliver i en helt særlig opsætning med DGI´s Verdenshold, gymnaster fra fem lokale gymnastikhold og elever fra fire forskellige efterskoler ? et show som tager udgangspunkt i DGI´s Verdensholds opvisning og som vil smage lidt af Landsstævnestemning.

Verdensholdet har netop nu travlt med deres Danmarksturne, som bliver fulgt op af en turné rundt i Europa, inden de igen kommer hjem til Danmark og altså gæster Esbjerg i slutningen af juni, hvor alle kan få en gymnastikoplevelse samt en forsmag på, hvad der venter dem til Landsstævnet 2013, som skal foregå i Esbjerg med Blue Water Arena som stævne-centrum.