Vestjyde straffes for at true Pia Kjærsgaard

Vestjysk mand på 57 år har fået betinget fængsel i 20 dage for at sende truende mail til Pia Kjærsgaards sekretær.

Bødestraf er ikke nok i sagen mod en psykisk syg vestjysk mand, der sendte en mail med trusler mod Pia Kjærsgaard.

Vestre Landsret har tirsdag skærpet straffen til 20 dages betinget fængsel til den 57-årige mand.

Da Retten i Esbjerg i juli tog stilling til sagen, endte det med 10 dagbøder á 100 kroner.

Men anklagemyndigheden ankede til landsretten for at få en hårdere straf, og det ønske er altså blevet opfyldt.

Det var i september sidste år, at manden sendte mailen med flere grove ord til sekretæren for Dansk Folkepartis leder.

På det tidspunkt var han i psykiatrisk behandling efter hashmisbrug, har han tidligere sagt.

For eksempel skrev manden, at "du får et voldeligt endeligt."