Vognmænd snyder deres chauffører

Stadig flere vognmænd snyder deres ansatte for pensionen. Fagforeningen 3F ved at drukne i sager.

- Vi har edder-maneme mange sager om manglende indbetalinger af pension," siger forhandlingssekretær i 3F Transportgruppen Kim René Busch til Avisen.dk.
Han fortæller, at fagforeningen 3F er ved at drukne i sager om manglende pensionsindbetalinger til chaufførerne.

"Glemsomme" vognmænd

Antallet af vognmænd, der "glemmer" chaufførernes pension, er vokset i takt med, at den danske transportbranche bliver stadig mere presset på grund af krisen og konkurrencen fra udlandet.
- Den typiske forklaring på de manglende indbetalinger er ganske enkelt, at arbejdsgiveren ikke har råd. Ofte får medarbejderen af vide, at "det bruger vi ikke her i firmaet", selv om de er berettiget til pension," siger Kim René Busch.

Tager afstand

I Arbejdsgiverorganisationen ATL, der repræsenterer vognmands-, transport-, og logistik-virksomheder, tager man afstand fra de manglende pensionsindbetalinger.
- Som medlem af ATL er det ganske klart, at man skal indbetale til pensionsordninger, siger formanden for ATL, Anders Fransgaard til Avisen.dk.