VUC Syd-skandalen fortsætter: Nu koster den skatteborgerne omkring en million kroner

VUC Syds forbrug af offentlige midler koster nu staten omkring en million kroner.

Siden 2017 er VUC Syd blevet massivt kritiseret, da den tidligere ledelse havde brugt millioner af offentlige kroner på blandt andet Apple-produkter, udlandsrejser og B&O-fjernsyn.

Nu koster skandalen så staten omkring en millionregning for advokathjælp, skriver JydskeVestkysten ud fra en aktindsigt.

Det er Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), der har brugt cirka en million kroner på bistand fra Kammeradvokaten.

I sagen har styrelsen brugt sine egne advokater, men det har også været nødvendigt at bruge Kammeradvokaten, skriver STUK i et svar til JydskeVestkysten.

- Det beror altid på en konkret vurdering fra sag til sag, om behovet for juridisk rådgivning kan dækkes af ministeriets egne medarbejdere, eller om der er brug for at bede Kammeradvokaten om rådgivning. Kammeradvokaten har ydet bistand og rådgivning i forbindelse med tilsynssagen mod VUC Syd, da der er tale om en meget kompleks og alvorlig sag med mange forskellige juridiske aspekter, skriver styrelsen.