TV der bevæger dig

Whistleblower-organisation: - Der er et stigende problem med offentlige ansattes ytringsfrihed

Efter en whistleblowerordning kun har modtaget syv sager, overvejer man at skrotte den. En whistleblowerorganisation mener dog ikke, at de få sager er et udtryk for manglende behov.

David Hertz fortæller, at der er et problem med offentlige ansattes ytringsfrihed. Foto: TV SYD

Læs også Stikkerkultur eller nødvendig forsikring? Whistleblowerordning deler vandene

Offentlige ansatte tør ikke udtale sig kritisk om deres arbejdsplads. Det fortæller David Hertz, der er bestyrelsesmedlem i Veron, der er en forening for whistleblowere i Danmark.

- Det er dokumenteret gang på gang, at offentlige ansatte i regioner, kommuner og stat ikke tør ytre sig, de frygter sanktioner. De erfarer også, at dem, der ytrer sig, møder sanktioner, siger David Hertz.

For tre et halv år siden fik Region Syddanmark en whistleblowerordning. Med den har medarbejdere i regionen anonymt kunnet skrive til en krypteret mail, hvis de oplevede lovbrud og brud på interne regler.

Nu vil Socialdemokratiet og de ansatte i Region Syddanmark dog droppe whistleblowerordningen, efter man kun har modtaget syv henvendelser, i det første halve år af i år.

- Retsstillingen er et problem

David Hertz mener dog ikke, at de få henvendelser er udtryk for, at der ikke er behov for ordningen.

- Det er et udtryk for, at der er en whistleblowerordning med for få henvendelser. Mere kan jeg ikke sige om det. Behovet kan selvfølgelig sammenholdes med det her lave tal, men man kan også sammenligne det med, at der er et stigende problem med offentlige ansattes ytringsfrihed.

David Hertz mener, at uagtet om man har ordningen eller ej, så er der et problem med retsstillingen for de offentlige ansatte.

- Man har ikke nogen beskyttelse, man kan blive beskyldt for at lække oplysninger eller fordreje virkeligheden. I langt de fleste tilfælde bliver der kastet et røgslør. Det vil man ikke diskutere. Arbejdspladsen kan sige: ’Vi fyrer dig for at være illoyal’, siger David Hertz.

Mest sete på tvsyd.dk