Enigt panel: Det danske mindretal er ikke et teaterstykke

Den skarpeste kritik, der blev rettet mod det danske mindretal, kom fra forfatter Egon Clausen, der kaldte mindretallet for et skuespil. Det afviste et enigt panel til TV SYDs debat om mindretallet.

Der var få uenigheder i panelet under torsdagens debat om det danske mindretal. Men ét kunne panelet blive enige om: Det danske mindretal er ikke et skuespil for millioner, sådan som forfatter Egon Clausen ellers har antydet i løbet af ugens debat.

- Det er noget sludder, sagde Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og medlem af Sydslesvigudvalget under debatten.

Og han blev bakket op af panelets øvrige medlemmer.

- Hvis det er et teaterstykke, er det i hvert fald et meget autentisk teaterstykke, sagde formanden for Sydslesvigsk Forening, Jon Hardon Hansen under debatten.

Citatet, som ingen af panelets deltagere var enig i, lød sådan her, da det blev sagt.

- Sommetider kan man få den mistanke, at det danske mindretal opfører et stort teaterstykke der hedder "danskhed", siger forfatter og journalist Egon Clausen til TV SYD.

fmd., Sydslesvigs Forening afviser kritik: Hvis det er teaterstykke, er det et autentisk teaterstykke #mindretal

— TV SYD (@TVSYD) December 11, 2014