16-årige er klar til valg

Søndag kan mange unge stemme for første gang. Det gælder blandt andet de dansksindede skoleelever i Flensborg.

I Danmark kan man først stemme, når man er 18 år gammel. Men det er anderledes syd for grænsen. På søndag er der valg til Landdagen, som er delstaten Slesvig-Holstens parlament, og her skal man kun være 16 år for at kunne stemme.

Så da der i formiddag var landdags-valgmøde på Duborg-Skolen, den danske skole og gymnasium i Flensborg, så var der for mange elever en ekstra grund til at lytte og debattere.

- Jeg har allerede brevstemt, og det er dejligt at have den mulighed allerede som 16-årig. Det er meget vigtigt, at vi unge også har indflydelse på vores egen fremtid. Hvis der kommer mange små stemmer, kan det blive til et stort råb, siger Anna Due Hansen, som er 16 år og går i 11. klasse på Duborg-Skolen. 

Unge stemmer

Jette Nissen fra 11. klasse er tilhænger af den lavere valgalder

Jeg synes, det er rigtigt godt. Man kunne også indføre det til Forbundsdagen, at man kan stemme som 16-årig. Men nogle gange er det også et problem, fordi nogle mennesker delvist er for umodne til at stemme, og ser det som sjov. Men ellers er det godt, at når unge er politisk aktive, at de så kan repræsentere deres egen holdning.

Hendes klassekammerat Anne Steinhof har også brevstemt. Hun mener, at den lavere valgalder giver en bedre balance ved valget.

- Antallet af unge er faldende, mens antallet af ældre stiger. Så jeg synes, det er vigtigt, at valgalderen er sænket, så vi også kan bidrage med vores stemmer, siger Anne Steinhof.

Dansk rektor er tilhænger

Duborg-Skolens danske rektor, Heino Aggedam, er glad for, at mange af skolens 620 elever nu kan stemme. 

- Jeg oplever jo, at de unge mennesker er meget engagerede i valgene, og jeg tror, man som 16-årig er lige så godt klædt på til at stemme, som man er som 18-årig. Det kan godt være, man træffer et andet valg, når man er 18 år. Men det valg, som man træffer som 16-årig, er også kvalificeret, siger Heino Aggedam. 

Delstater bestemmer selv 

Der er 16 delstater i Tyskland, og de beslutter selv, hvad valgalderen skal være til delstatsvalg og kommunale valg. 

De 16-årige i Slesvig-Holsten kan også stemme, når der er kommunevalg i delstaten. Derimod skal man fortsat være 18 år for at kunne stemme til det nationale parlament, Forbundsdagen i Berlin. 

16_årige_VALG1
Foto: Nicklas Møller Dannemarre Palner / TV SYD