21-årige Maylis er hverken dansk eller tysk - hun er begge dele

Maylis Rossberg er vokset op i grænselandet og føler sig hverken som dansk eller tysk. Hun skriver tekster og udfolder sig politisk om livet med et ben i begge kulturer.

"Og så spørger du mig, ”Hvor jeg og min accent og de mange historier kommer fra?”

Og jeg svarer:

Der, hvor sort og hvid bliver til grå

der, hvor guldhornene lå

der, hvor sprogene blandes

Og kulturerne også.

Hvor grænser er åbne,

Og ingen slås."

Sådan slutter 21-årige Maylis Rossberg sin tekst om livet i grænselandet. Hun er ikke alene med de tanker, hun beskriver, for hos det danske mindretal i Tyskland nikker flere genkendende til hendes ord.

- Jeg har fået tilbagemeldinger, hvor folk har sagt, at det er præcis sådan, de føler. For det her spørgsmål om, hvor man kommer fra, er svært at svare på indimellem. Det ville være forkert af mig at sige, at jeg kommer fra Tyskland, for en del af mig gør ikke, siger Maylis Rossberg, der som digter og politiker deltager aktivt i debatten om mindretallet.

quote

Det er vigtigt at høre den unge generation, for det er i sidste ende os, der skal sørge for, at mindretallet eksisterer om 50 år.

Maylis Rossberg

De unges stemme

Maylis Rossberg trådte sine første skridt på den tyske ø Sild, der strækker sig op over grænsen mod den danske ø Rømø. Hun er derfor vokset op med en tilknytning til både Danmark og Tyskland i et hjem, der altid har været engageret i politik og frivillige arrangementer.

Derfor er det helt naturligt for hende at være aktiv i debatten om at tilhøre et mindretal, også fordi det ifølge hende er vigtigt at invitere de unge ind i snakken, når det kommer til mindretallet og dets betydning.

- Det er vigtigt at høre den unge generation, for det er i sidste ende os, der skal sørge for, at mindretallet eksisterer om 50 år. Det er vigtigt, at vi lærer af den ældre generation og de oplevelser, de har haft. Men min holdning er, at man ikke skal være bange for forandring - det gælder også mindretallet, siger Maylis Rossberg med et smil i stemmen.

Torsdag deltager hun derfor i TV SYDs talkshow Genforeningen Live, hvor hun blandt andet skal fremføre sin yndlingstekst om at høre til flere steder. Talkshowet kan ses på TV SYD+ torsdag klokken 19.55.

- Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg elsker at diskutere mindretalshistorie og spørgsmål om identitet. Det er også rigtig vigtigt, at man stiller spørgsmål og spørger sig selv om, hvorfor man har brug for mindretallet, siger hun.

Genforeningen Live

Billetterne til talkshowet på Alsion i Sønderborg er udsolgt, men udsendelsen kan ses på TV SYD+ kl. 19.55 torsdag.

Fodboldstjerne, politiker og digter

Politik har været en fast del af opvæksten hos Maylis Rossberg. Men det har fodbolden i høj grad også. Hun har blandt andet spillet på ungdomslandsholdet i Tyskland og været i selskab med nogle af de bedste kvindelige fodboldspillere i landet.

For tre år siden valgte hun dog at lægge fodbolden på hylden for at fokusere på politik.

- Jeg har altid været engageret, og jeg lever nærmest for politik. Det har altid været en naturlig del af mit liv, og jeg er vokset op med at yde en indsats for samfundet, siger hun og henviser til sin fars politiske rolle i Sydslesvigs Vælgerforening, der er det danske og det frisiske mindretals parti i delstaten Slesvig.

Hun stiller nu selv op til forbundsdagsvalget for netop mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening.

Men da både politik og fodbold har det tilfælles, at man kan vinde og tabe, har hun også haft brug for et åndehul. De pauser opstår, når hun sætter sig tilrette derhjemme og lader ordene flyde.

- Hele mit liv har været en konkurrence. I fodbold skulle jeg bare vinde og videre, og i politik gælder det om at få flest stemmer. Men når jeg skriver tekster, så skriver jeg bare. Det er me-time, siger hun.

Derfor deltager hun heller ikke i konkurrencer med sine tekster, for det handler ikke om en førsteplads.

- Når jeg kommer hjem fra en debat, der har været lidt hård, så sætter jeg mig ned og skriver, for det handler ikke om, at det skal offentliggøres, men om det jeg tænker og vil skrive, siger hun.

Maylis Rossberg

Skolegang:

0.-3. klasse: Dansk skole i List på Sild

4.-8. klasse: Vesterland, Dansk skole på Sild

9.-10. klasse: Duborg-skolen i Flensborg

2016-2017: Udveksling USA, Texas Houston

2017-2020: Statsskolen i Aabenraa

2020-nu: Statskundskab og historie på Universitet i Kiel


Politik:

2015-nu: Medlem af Sydslesvigs Vælgerforening (SSW)

2017-nu: Formand for ungdomslandsstyrelsen (SSW)

Vicepræsident for det europæiske ungdomsparti European Free Alliance (EFA)

Kandidat til Forbundsdagsvalget 2021

Hun har skrevet tekster, siden hun var omkring ni år, og i dag handler hendes tekster om politik, livet og identitet. Også her træder hendes forskelligartede rødder tydeligt frem.

- Man kan godt se forskel på de tekster, jeg skriver. De danske har ofte noget med identitet at gøre, de tyske er meget politiske, og de engelske er ofte korte og private digte, siger hun.

Hun kan ikke selv forklare, hvorfor der er den forskel, men hun kan godt pege på en af sine helt store drømme for skriverierne.

- Min livsdrøm er at udgive en bog eller en digtsamling på et tidspunkt. Det er et af mine største mål i livet, siger Maylis Rossberg.

I aften går hun på scenen til Genforeningen Live på Alsion i Sønderborg, hvor publikum skal høre yndlingsteksten om det at finde sin identitet i flere kulturer:

"Jeg kommer fra et land,

Som aldrig har været mit praktiske hjem,

Men hvor jeg alligevel

hver eneste dag tager hen.

Fordi jeg elsker det.

Fordi mit hjerte slår i samme takt,

med jer og os og dem.

Fordi jeg selv altid har sagt,

at mit hjerte vælger, hvor jeg hører hjem’.

Og at det ikke kommer an på

slægt eller blod,

men på følelser og tryghed derimod."