Åbner bro for tranporter op til 84 tons

Transporter med vindmøllevinger kan igen køre over Kielerkanalen på motorvej A7 ved Rensborg. Rader Hochbrücke over Kielerkanalen er med øjeblikkelig virkning åbnet for særtransporter op til 84 tons.

Det meddelte den slesvig-holstenske trafikminister, Reinhard Meyer (SPD) på en konference om motorvej A7 mandag i Harrislee.

- Det er en god nyhed for danske vognmænd, siger ITDs chefkonsulent Anders Jessen.

Vindmøllevinger kan nu køre på motorvejsbroen. Men tungere transporter, f.eks. vindmøllers maskinhuse, må stadig finde andre veje, fordi de vejer langt over 84 tons.

I november blev broen åbnet for lastbiler op til 44 ton, og nu er særtransporter op til 84 ton altså også tilladt.

Særtransporterne skal overholde en række krav om hastighed og afstand til andre trafikanter for at få lov til at køre over Rader Hochbrücke.

Midt i 2014 kommer tyske myndigheder med en endelig dom over broens fremtid og muligheden for, at også tungere særtransporter kan krydse den.

 

 

  • Motorvej A7 er en hovedfærdselsåre til og fra Danmark. Motorvejen går over Kielerkanalen, og et rutinetjek af broen Rader Hochbrücke afslørede i slutningen af juli 2013 problemer med bropillernes beton. Derfor traf tyske myndigheder en hurtig beslutning om at lukke broen for lastbiler pga. sikkerhedshensyn.
  • Over 5.000 lastbiler kører hver dag ind i Danmark. 58 % af dem kommer over den sønderjyske grænse, og af disse kører over 90 % normalt via broen.
  • På dagens konference holdt Anders Jessen et oplæg om A7 og dens betydning for den internationale danske lastbiltrafik.
(Kilde: ITD)