Affaldsrazzia giver bøder for 400.000

Mange virksomheder eksporterer affald uden de nødvendige tilladelser, viser kontrolaktion i Sønderjylland

Bødeblokken kom flittigt i brug under en kontrol i Sønderjylland af lastbiler med affald på vej fra Danmark til Tyskland.

I alt blev der udskrevet bøder for 400.000 kroner, oplyser Miljøministeriet om razziaen, der foregik over tre dage i denne uge.
Den største bøde gik til en virksomhed for at eksportere forurenet glasaffald uden den nødvendige tilladelse.

Hver fjerde lastbil snød

67 lastbiler blev stoppet, da politiet, Miljøstyrelsen, Skat og kommunerne gik i sving. I hver fjerde transport var reglerne overtrådt.
Miljøminister Karen Ellemann (V) lover i en pressemeddelelse, at kontrollen ikke er en engangsforestilling.

- Jeg deltog selv i razziaen en af dagene, og jeg så både ulovlig eksport af udtjente biler, forurenet elektronikaffald og kemikalierester, siger hun.

En svensk transport med flere skrottede biler, hvoraf nogle var fyldt med køleskabe, skulle videre til Togo i Afrika.

Transporten blev stoppet og sendt tilbage til Sverige, hvor myndighederne nu skal se på, om eksporten fortjener bødestraf.
Ministeren understreger, at det er specielt vigtigt at stoppe eksport af affald til ulandene, hvor det ikke vil blive behandlet forsvarligt.

Kontrollen foregik tirsdag, onsdag og torsdag.