Begrundelsen for tysk grænsekontrol skal være sundhedsfaglig, mener grænsepolitiker

Det er ikke kun på den danske side af grænsen, at der er opbakning til en skærpet kontrol.

Samme dag som Danmark indførte skærpet grænsekontrol og lukkede 13 mindre grænseovergange til Tyskland, ville to tyske borgmestre i grænseregionen gøre det samme og indføre skærpet indrejsekontrol til Tyskland fra Danmark. Det skriver Flensborg Avis.

Den idé bakker Flemming Meyer, formand i Sydslesvigsk Vælgerforening, op om, men kun hvis det sker på baggrund af en sundhedsfaglig vurdering, siger han til TV SYD.

- Hvis der er sundhedsfaglige grunde, så er det i orden. Hvis det kun handler om retfærdighed, så synes jeg ikke, at man skal gøre det, siger han med henvisning til, at 'nogen' synes, det er urimeligt, at grænsekontrollen kun er skærpet den ene vej.

Det er Thomas Rasmussen, borgmester i Hanved Kommune, og Martin Ellermann, borgmester i Harreslev Kommune, der oplyser til Flensborg Avis, at de gerne så en skærpet grænsekontrol fra Danmark til Tyskland for en periode. 

quote

Der er alt mulig grund til at forhindre smitte, og derfor skal man teste flere i Flensborg.

Flemming Meyer, Formand i Sydslesvigsk Vælgerforening

Normalt er flere borgmestre på begge sider af grænsen ikke meget for at øge kontrollen ved grænsen, men situationen er anderledes end normalt. 

- Jeg fornemmer borgere, som er meget bekymrede, og som er uforstående overfor, at der ikke er indrejsekontrol til Tyskland. Heldigvis har vi et godt og tæt naboskab til Danmark - det her drejer sig alene om selve kontrollen. Situationen har forandret sig i en sådan grad, at der skal reageres, siger Martin Ellermann til Flensborg Avis.

Fredag var Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, også ude og bakke op om den øgede grænsekontrol fra Tyskland til Danmark og grænselukningerne af de 13 overgange.

Incidenstallet i Flensborg er i dag på 173 pr. 100.000 indbyggere. Til sammenligning har de grænsenære kommuner i Danmark incidenstal, der ser således ud: Sønderborg 31, Tønder 32,2 og Aabenraa 121,1 pr. 100.000 indbyggere. 

I Sydslesvigsk Vælgerforening er landsformand, Flemming Meyer, enig med borgmestrene så langt, at det er vigtigt at sørge for, at situationen ikke bliver værre i Flensborg, men det er ikke en-vejs-kommunikation i forhold til grænsen, siger han.

- Tysklands opgave er ikke kun, at smitte ikke kommer til Tyskland fra Danmark. Det er også Tysklands ansvar, at smitten ikke kommer til Danmark fra Tyskland. Det er mildest talt en katastrofe, det vi ser i Flensborg, men igen - de sundhedsfaglige grunde er afgørende. 

Bør teste endnu mere

Han mener dog, at man først bør gøre noget ved teststrategien i Flensborg.

- Man kan godt stille spørgsmålstegn ved, hvor effektive grænsekontrollen og nedlukningerne egentlig er i forhold til smitten. Der er alt mulig grund til at forhindre smitte, og derfor skal man teste flere i Flensborg, siger han.

I Flensborg skal man betale op mod 290 kroner for at blive testet, hvis man mener at have symptomer på covid-19. Hvis man er direkte smittet af en person, er testen gratis. Men det er man nu ved at lave om på, så alle tests bliver gratis, oplyser Flemming Meyer.

- Lige nu er det ikke godt. Det er nødvendigt med flere tests, siger han.