Nyheden om, at Bertel Haarder skal erstatte Henrik Becker-Christensen som dansk generalkonsul i Flensborg har rejst en storm af protest-læserbreve i Flensborg Avis.
15 læserbreve er offentliggjort siden nyheden kom den 30. november, og det er nærmest uset mange på den lille dansksindede avis syd for grænsen, siger chefredaktør Jørgen Møllekær til TV SYD.
”Det kan man bare ikke! Vi vil beholde Henrik Becker-Christensen og hans hustru, indtil de selv går på pension,” skriver Aase Abild fra Flensborg.
”Det er nu kommet så vidt, at den så vigtige post som generalkonsul reelt bliver nedgraderet til en retrætepost for afdankede politikere,” skriver Helge Poulsen fra Kolding.
"Hvordan kan man finde på med et pennestrøg at fjerne en dygtig, meget kompetent og vellidt person, der igennem 18 år på posten har virket til gavn for Danmark og det danske mindretal i Sydslesvig?" Spørger Hanne Eder fra Flensborg.
- Mængden er usædvanlig omfattende, alene i dag torsdag har vi tre, og stemningen er helt enslydende; nemlig, at der er meget, meget stor forundring over, at en velfungerende generalsekretær her hos os skal rulles ind i et spil om magten i København, det har man slet ikke lyst til i Sydslesvig, siger chefredaktøren.
Bortset fra en sprogdebat i læserbrevsspalterne i efteråret husker han ikke, at sydslesvigerne har reageret så kraftigt med læserbreve i nogen anden sag.
Den gennemgående tone er jo ikke, at man ikke kan lide Bertel Haarder, det er frustrationen over, at en fremragende mand i Sydslesvig ofres i regeringens magtkabale i København
- Den gennemgående tone er jo ikke, at man ikke kan lide Bertel Haarder, det er frustrationen over, at en fremragende mand i Sydslesvig ofres i regeringens magtkabale i København, siger Jørgen Møllekær, som helt tilslutter sig de superlativer, der hæftes på den ofrede generalsekretær gennem de seneste 18 år.
- Han er måske ikke kendt, men han er særdeles effektiv, dygtig og vidende. Jeg kan kun bekræfte alt det positive, der er sagt om Henrik Becker-Christensen og hans frue hernede, siger chefredaktør Jørgen Møllekær til TV SYD.