Butiksejere til kamp mod tyve

Det lokale erhvervsliv i Flensborg går nu ind i kampen mod butikstyve efter stigning i antallet af tyverier.

De erhvervsdrivende i Flensborg har fået nok. Efter en voldsom stigning i antallet af tyverier vil de nu gå sammen om at bekæmpe tyvene. Idéen er at ansætte detektiver, som kan holde opsyn - og sørge for, at tyvene enten bliver opdaget - eller holder sig væk. Butiksejerne i Flensborg mener nemlig ikke, at politiet er nok til stede i gadebilledet.

- I det sidste halve år har jeg haft tyveri tre gange. Jeg har efterfølgende talt med andre butiksdrivende, som også oplever det samme, siger Jens Drews, der er formand for butiksejernes sammenslutning i Flensborg til TV SYD.

I følge de erhvervsdrivende er tyvene primært unge mænd fra balkanlandene, der færdes i grupper. De arbejder professionelt og går primært efter luksusvarer i de dyrere butikker.

- Nu har vi besluttet, at vi gerne vil ansætte et par medarbejdere, som både taler dansk og tysk – og som kan lægge en dæmper på tyverierne, forklarer Jens Drews til TV SYD.

De seneste opgørelser viser, at antallet af butikstyverier steg fra 583 til 888 fra 2013 til 2014. Politiet i Flensborg forventer desværre at tallene fra 2015 vil vise endnu en stigning i antallet af tyverier.