Coronakrisen kradser hos Fleggaard

Fleggaard har haft et stort salgsdyk i grænsehandlen og mistet millioner i overskuddet det seneste år.

Der er på grund af coronanedlukningen blevet scannet langt færre dåseøl og bøtter med slik ind ved kasserne, end der plejer hos Fleggaards grænsehandelsbutikker. 

Det har kostet flere millioner for den sønderjyske Fleggaard-koncern. Det skriver Finans.

Den familieejede koncern, der har otte Fleggaard- og ni Calle-butikker, har netop offentliggjort resultatet for regnskabsåret 2019/2020, der løb frem til udgangen af september 2020. 

Resultatet viser, at koncernens samlede overskud er faldet med 23 procent til 378 millioner kroner før skat. Og omsætningen faldt med fem procent til 6,6 milliarder kroner. 

- Vi har halvdelen af butikkerne lukket lige nu. Der er lidt handel fra grænsependlere og tyske forbrugere, men vi må erkende, at der ikke sker meget. Så det præger klart vores salg og indtjening lige nu. Vi har været og er i en situation med udfordringer, som vi ikke har oplevet før, siger koncernchef for Fleggaard, Jens Klavsen, til Finans

Foruden grænsehandel omfatter Fleggaard-koncernen også blandt andet grossisthandel og leasing af biler. Under coronapandemien har disse aktiviteter været med til at trække resultatet op og opveje en del for det mistede salg i grænsebutikkerne.