De danske årsmøder i Sydslesvig er tilbage efter to år

De danske årsmøder er årets festlige højdepunkt i det danske mindretal, og i denne weekend blev der fejret over 40 steder i Sydslesvig.

Coronapandemien har sat en stopper for mange ting. En af dem er de danske årsmøder i Sydslesvig, men i denne weekend blev de igen afholdt i traditionel form. 

15.000 mennesker deltog ved weekendens 40 lokale møder og tre store friluftsmøder. 

De danske årsmøder arrangeres af Sydslesvigsk Forening, sydslesvigernes store, folkelige og kulturelle organisation. 

Selvom weekenden stod i glædens tegn med sol, underholdning, optog, gensyn og taler, var der også tristhed at spore, da Henrik Dam Kristensen, medlem af og formand for Folketinget, tog afsked på friluftsmødet i Flensborg. 

Henrik Dam Kristensen genopstiller ikke til Folketinget ved næste valg.
Henrik Dam Kristensen genopstiller ikke til Folketinget ved næste valg.
Foto: Sydslesvigsk Forening

Han genopstiller ikke ved næste valg og vil derfor ikke længere kunne tale til mindretallet på Folketingets vegne. 

- Det er lidt vemodigt. Jeg kommer til at savne den stærke følelse af samhørighed. Få steder føler jeg mig så dansk som her ved årsmøderne i Flensborg, sagde Henrik Dam Kristensen til årsmøderne. 


En tak til mindretallet

Både Henrik Dam Kristensen og Slesvig-Holstens europaminister Claus Christian Claussen takkede mindretallet for den indsats, de yder. 

- Hvis vi ikke havde mindretallet, ville Slesvig-Holsten være en del fattigere. For os er den kulturelle mangfoldighed i delstaten en kæmpe skat, som vi er stolte af, og som vi vil værne om, fastslog ministeren til årsmøderne.  

Slesvig-Holstens europaminister Claus Christian Claussen talte også på mødet.
Slesvig-Holstens europaminister Claus Christian Claussen talte også på mødet.
Foto: Sydslesvigsk Forening

Denne weekends årsmøder er de 97. af slagsen, siden de blev holdt for første gang i 1921 efter folkeafstemningen og grænsedragningen i 1920.