Efter 67 år: SSW sætter igen kursen mod Berlin

Et flertal af medlemmerne ved SSW's landsmøde i Flensborg lørdag stemte for, at partiet stiller op ved næste valg til forbundsdagen i 2021.

SSW holder denne weekend landsmøde i Idrætshallen i Flensborg, og her stemte medlemmerne kort før lørdag middag ja til, at partiet igen skal stille op ved det kommende valg til forbundsdagen.

Vi skal helt tilbage til 1953 for at finde en repræsentant for det danske mindretalsparti SSW i den tyske forbundsdag. Men nu kan der måske igen snart findes en SSW-politiker på gangene i den tyske parlamentsbygning.

Der var et forholdsvist stort flertal for, at der igen skal stilles op ved forbundsdagsvalget. 66 medlemmer stemte for, 41 stemte imod, og fire valgte at stemme blankt.