Oversigt

Et ton hash og 90 kilo kokain indgår i ny stor smuglersag - en blev fanget i Flensborg

En gruppe mænd i aldersgruppen 39 til 55 år sigtes for at have indsmuglet i alt et ton hash og 90 kilo kokain til Danmark. En af de sigtede blev taget af det tyske politi i Flensborg.

Det oplyser politiinspektør Michael Kjeldgaard fra National Enhed for Særlig Kriminalitet i forbindelse med, at syv mænd fremstilles for en dommer i Retten i Aarhus torsdag.

Og selv om sagen allerede er meget omfattende, vil den vokse i omfang, forudser han.

- Vi forventer, at sigtelserne vil blive udvidet, i takt med at efterforskningen skrider frem, siger Michael Kjeldgaard til Ritzau.

Under onsdagens aktion beslaglagde betjente blandt andet en ejendom samt en luksusbil af mærket Audi.

Politiet mener, at gruppen har arbejdet sammen om lovovertrædelserne siden efteråret 2020.