To flyulykker på Sild

Tirsdag er der sket to ulykker i forbindelse med flyvning. Ingen er dræbt.

Sild har tirsdag været ramt af to luftbårne ulykker, det skriver Flensborg Avis. I eftermiddags måtte et sportsfly af endnu ukendte årsager nødlande på øen. Mens en 11-årig pige, der var passager, slap af sted med forskrækkelsen, så blev hendes far, den 52-årige pilot, lettere kvæstet og kørt på sygehuset.

Samme eftermiddag kom en faldskærmsudspringer til skade da han prøvede at lande på øen. Han blev også kørt på sygehuset med knubs.

En talskvinde fra alarmcentralen fortæller til Flensborg Avis, at de to ulykker ikke har noget med hinanden at gøre.