Politikerne har fået nok af mindretallets pengeønsker og vil starte undersøgelse
Sydslesvigudvalget under Folketinget mener, at mindretallets pengeønsker har taget overhånd. De mener, at bedre samarbejde løse de stadigt stigende udgifter.
Sydslesvigudvalget under Folketinget har netop offentliggjort, hvordan de 542,1 millioner statskroner skal fordeles mellem mindretallets organisationer og foreninger syd for grænsen i 2025.
Når pengene bliver fordelt, bliver det med en vis panderynken.
Der har været "usædvanligt høje bevillingsønsker", siger udvalgets formand, Benny Engelbrecht (S), som for nylig langede ud efter netop mindretallet på grund af personfnidder og manglende samarbejde institutionerne imellem.
Derfor har udvalget også netop vedtaget en indefrysning af anlægstilskuddet som også traditionelt kommer i form af et millionbeløb.
Den helt store post er som altid Dansk Skoleforening for Sydslesvig, der driver 40 skoler og 55 daginstitutioner med omkring 8.000 børn syd for grænsen.
Foreningen modtager i 2025 396,7 millioner kroner, hvilket er 30 millioner kroner under, hvad man havde søgt om.
Sådan fordeles driftstilskuddet i 2025
Der var afsat 557,7 millioner kroner på finansloven til netop kulturelle anliggender i Sydslesvig, og heraf har Sydslesvigudvalget altså valgt at bruge 542,1 millioner kroner.
Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig: 32.166.111 kroner
Dansk Skoleforening for Sydslesvig: 396.763.721 kroner
Flensborg Avis: 31.899.743 kroner
Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger: 41.161.154 kroner
Sydslesvigsk Forening: 31.132.666 kroner
Sydslesvigsk Vælgerforening: 4.120.082 kroner
Grænseforeningen: 4.630.326 kroner
Federal Union of European Nationalities: 225.426 kroner
I alt: 542.099.228 kroner
Sætter gang i udredning
Og Sydslesvigudvalgets signal om at indefryse anlægstilskuddet er blevet cementeret af endnu en udmelding fredag.
For udvalget vil sætte gang i en udredning, der skal se på, om opgaver kan løses mere effektivt eller undværes, eftersom der år efter år bliver søgt om flere udgiftsønsker.
- Det er ekstraordinære tiltag Sydslesvigudvalget har taget med dette års bevillinger, udløst af en ekstraordinær situation med usædvanligt høje bevillingsønsker fra Sydslesvig. Jeg vil især fremhæve den udredning, som udvalget nu igangsætter, som et vigtigt redskab for en fremtidssikring af det danske mindretals fremtid, siger Benny Engelbrecht (S), formand for Sydslesvigudvalget, i en pressemeddelelse.
- Bevillingerne har jeg været med til at afgøre, og dermed bevilge igennem mange år, og som regel med stor glæde. I år har det dog været anderledes. Ansøgningernes størrelse har nemlig nu nødvendiggjort, at der skal ske noget. Derfor har vi i udvalget taget et nyt og særligt skridt. Vi igangsætter en udredning. Og vi håber at udredningen i sidste ende, vil være med til at sikre det danske mindretal – også i fremtiden, siger Venstres medlem af Sydslesvigudvalget Anni Matthiesen.
I Sydslesvigudvalget sidder desuden: Henrik Dam Kristensen (S), Henrik Frandsen (Moderaterne), Patrick Culmsee Bryhl Madsen (Danmarkdemokraternes Ungdom), Frederik Bloch Münster (K) og Christian Juhl (Enhedslisten).