Fravalg af tysk bekymrer minister

Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) deler bekymringen om tyskundervisningen i Danmark, skriver Flensborg Avis mandag.

Baggrunden er, at færre og færre studerende på de danske uddannelsesinstitutioner vælger tysk.
 
Værst ser det ud på de danske seminarier, hvor antallet af nyuddannede lærere med linjefagseksamen i tysk er halveret fra 200 i 2007 til 100 i 2008.
 
Disse tal har fået lederen af Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, Jens Erik Mogensen, til at frygte, at der om få år bliver decideret mangel på kvalificerede lærere, der kan undervise i tysk.

Ikke obligatorisk

Jens Erik Mogensens foreslår, at tysk bliver obligatorisk i grundskolen, men det har den danske undervisningsminister dog ingen intentioner om.

- Jeg har ikke planer om at gøre tysk obligatorisk i grundskolen. I dag vælger 78 procent af grundskolens elever tysk, og det synes jeg er et pænt højt tal, siger Tina Nedergaard.

- Det er helt klart, at jeg deler bekymringen. Tysk er et vigtigt fag, og det gælder nu om at få gjort mere opmærksom på det tyske sprog, siger undervisningsministeren til Flensborg Avis.
 
Foruden at behandle problemet i sit ministerium vil Tina Nedergaard mødes med den tyske ambassadør i København for at drøfte situationen.