Fuldt hus til landsmøde hos mindretalsparti

Den tyske ministerpræsident holdt for første gang tale på det danske mindretalspartis landsmøde.

Lørdag var der fuldt hus til landsmødet hos det danske mindretalsparti SSW i Husum i Sydslesvig.

For første gang nogensinde holdt en tysk ministerpræsident en tale på mindretalspartiets landsmøde. Socialdemokratiske Torsten Albig opfordrede til at slås for egne mærkesager fremfor at fokusere på det nye, fremadstormende, højreekstreme parti Alternative für Deutschland.

quote

Indbyggerne i Slesvig-Holsten er langt mere nede på jorden. Mere oprigtige og ikke så nemme at gøre bange.

Torsten Albig, ministerpræsident, Slesvig-Holsten, SPD

- Vi befinder os midt i en tid med stor politisk mobilisering. For os er det ved det seneste valg i Tyskland ikke lykkedes at mobilisere vores vælgere, sagde Torsten Albig til TV SYD.

Han mener, at de partier, der vil gøre folk bange, har fået fat i vælgerne.

- De er kommet ind i mange delstatsparlamenter, også med høje stemmeprocenter. Det ønsker jeg ikke for Slesvig-Holsten. Jeg tror heller ikke, det bare sker automatisk, forklarede ministerpræsidenten.

Han har tiltro til vælgerne syd for den danske grænse. 

Der var fuldt hus til SSWs landsmøde i Husum.
Der var fuldt hus til SSWs landsmøde i Husum.
Foto: Flensborg Avis TV

- Indbyggerne i Slesvig-Holsten er langt mere nede på jorden. Mere oprigtige og ikke så nemme at gøre bange, sluttede Torsten Albig.

Landsmødet blev holdt forud for næste forårs landdagsvalg lige syd for grænsen.