Grænsebutikker er en attraktion

Grænsekøbmændene var ikke inviteret med til konferencen i dag. De mener, at grænsehandelen skaber både arbejde og omsætning i Danmark. Grænsebutikkerne er nemlig en turistattraktion i sig selv.

Butikskæderne mener, at deres påstand bekræftes af en Gallup-undersøgelse, som de sønderjyske købstæder har fået lavet af turismen i Sønderjylland.

Undersøgelsen fortæller, at 37 procent af turisterne kommer til Sønderjylland - netop fordi de skal et smut over grænsen for at handle.

Dermed er grænsebutikkerne med til at skabe både arbejdspladser i Danmark - og omsætning på den danske side af grænsen.

Synspunkterne er bl.a. fremført i helsides-annoncer i JydskeVestkysten. Men grænsebutikkerne var ikke indbudt til konferencen i København.