Grænselandet protesterer over tysk motorvejsafgift

På begge sider af den dansk-tyske grænse er der utilfredshed med, at Tyskland måske får lov til at indføre motorvejsafgift for udenlandske bilister, som skal køre på de tyske motorveje. EU-Kommissionen er ikke længere afvisende.

Efter flere års forhandlinger ser det nu ud til, at Tyskland og EU-Kommissionen kan blive enige om en aftale om vejafgift for bil-turister.

Det betyder, at udenlandske bilister på de tyske motorveje skal betale en vejskat.

EU-Kommissionen har dog krævet, at turister på gennemfart til andre lande, skal have rabat, når de kører gennem landet.

quote

Det er lige før, at vi er på højde med grænsekontrollen

Carsten Leth Schmidt, fmd., Slesvigsk Parti

I det danske-tyske grænseland er protesterne mod sådan en vejafgift massive. Her tror flere politikerne, at en sådan vejafgift vil ødelægge mange års samarbejde på tværs af grænsen, og at den vil sætte udviklingen tilbage .

- Med de aktiviteter vi har i dag, vil sådan en afgift være så kontra-produktivt, at det er lige før, at vi er på højde med grænsekontrollen, siger formand for Slesvigsk Parti, Carsten Leth Schmidt til TV SYD.

Carsten Leth Schmidt, formand for Slesvigsk Parti mener at den tyske vejafgift er "kontra-produktiv, og kan sidestilles med grænsekontrollen. Video: TV SYD

Også formanden for det tyske mindretal Hinrich Jürgensen er stærkt kritisk overfor en tysk vejafgift.

- Som mindretal synes vi, det er en meget meget dårlig ide. Vi så gerne, at Slesvig Holsten blev fritaget for den grænseafgift, så vi frit kan besøge hinanden, siger Hinrich Jürgensen, formand for det tyske mindretal i Danmark.

Hinrich Jürgensen, som er formand for det tyske mindretal i Danmark, vil helt have fjernet for danskere i grænselandet. Video: TV SYD

Tønders borgmester, Henrik Frandsen, (V) er enig i, at en vejafgift ikke hører hjemme i grænselandet. Han vil arbejde for, at der bliver lavet en ordning, så borgere i grænselandet, som har brug for at køre over grænsen, får rabat i form af nedsat afgift.

Tønders borgmester Henrik Frandsen, (V) vil arbejde for, at danskere, der jævnligt krydser grænsen, skal have rabat på de tyske motorveje. Video:  TV SYD

EU-Kommissionen og Tyskland forhandler lige nu de sidste detaljer omkring vejafgiften, og aftalen forventes at falde på plads i løbet af november.

Det er meningen at den tyske vejafgift skal træde i kraft i efteråret 2017.

Forventede priser på en vejafgift-vignette:

* 10 euro for ti dage

* 20 euro for to måneder

* 130 euro for et helt år