Grønt lys for kamp mod homofobi

Når trafiklys i Flensborgs midtby lyser enten rødt eller grønt, så er det ikke kun med et signal til fodgængere om at gå eller stå. For i stedet for de lysende mænd viser lyskurvene nu par af samme køn, for at sætte fokus på homofobi.

Flensborg bruger nu byens lyskurve til at signalere sin afstandtagen og modstand mod homofobi. Siden mandag viser lyskurve i gågaden nu par af samme køn.
Nu kan man både se to kvindelige og to mandlige par i de fire lyskurve i krydset mellem Storegade og Rådhusgade. 
– Vi er nødt til at afprøve, hvordan mangfoldighed virker i praksis. For vi ønsker som kommune at omgås alle borgere respektfuldt, siger Flensborgs overborgmester Simone Lange.
Onsdag var international dag mod homofobi og det blev i Flensborg også markeret med en regnbuefarvet demonstration med 150 deltagere ved byens rådhus.